Politi genindfører visitationszone efter skyderier - se zonen her

Skudepisoder og våbenfund har fået Østjyllands Politi til at indføre visitationszone i Aarhus.

Det var her på Kappelvænget i Aarhus, at to yngre mænd natten til onsdag blev ramt af skud. Foto: Øxenholt foto

I en kort periode lignede alting sig selv, men nu er der atter indført visitationszone i Aarhus.

Det skyldes to skudepisoder samt fund af flere våben i denne uge, oplyser Østjyllands Politi.

- Banderne er nu igen er begyndt skrue op for deres aktiviteter og går rundt med våben i området. Vi havde i en periode rigtig god gavn af en visitationszone, og vi vurderer, at det værktøj igen kan hjælpe os, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Læs også To personer ramt af skud

Her kan du se hvilket område, der indgår i visitationszonen i Aarhus.  

Klubhus lukkes

Ud over at indføre visitationszonen har Østjyllands Politi lukket klubhuset på Kappelvænget 8. 

Det skyldes, at der "igen er registreret en del bandeaktivitet omkring huset", ligesom der er blevet affyret skud og fundet våben på grunden. 

- Vi frygter vi, at stedet kan blive et mål for angreb. Derfor lukker vi det af hensyn til borgernes sikkerhed, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Læs også 23-årig slynget ud af bil og dræbt i soloulykke

Han understreger, at lukningen af klubhuset og visitationszonen ikke alene kan sætte en stopper for uroen. 

Østjyllands Politi vil patruljere synligt i området, ligesom borgere i weekenden kan kontakte politiet via en mobil politistation.

Ifølge politiinspektør Michael Kjeldgaard har Østjyllands Politi løbende efterforsket banderne. Det betyder, at en række bandemedlemmer nu enten sidder varetægtsfængslet eller har fået dom.

00:16

VIDEO: Politiinspektør Michael Kjeldgaard fortæller her om politiets efterforskning i forlængelse af skudepisoden natten til onsdag (video fra den 19. juni). 

Luk video

Sådan fungerer visitationszone og opholdsforbud

Visitationszonen løber foreløbigt frem til og med den 19. juli klokken 19 og bevirker, at politiet uden begrundet mistanke kan visitere alle personer inden for zonen.

Læs også Fik tæsk for at dytte af vanvidsbilist - politi søger vidner

Lukningen af klubhuset på Kappelvænget 8 betyder, at det fra fredag den 21. juni klokken 19 er forbudt for alle personer at opholde sig i klubhuset på Kappelvænget 8 i Aarhus V. Foreløbigt gælder forbuddet frem til den 5. juli klokken 19.

En overtrædelse af forbuddet straffes som udgangspunkt med 60 dages fængsel, men kan ifølge politiet komme til at koste en fængselsstraf på to år.