Politi frygter ballade

Antallet af anholdte under Århus Festuge er foreløbig langt højere, end det plejer. Politiet frygter mere ballade næste weekend.

Århus Politi har haft usædvanligt meget at se til i de første to døgn af Århus Festuge.

40 anholdte er det foreløbig blevet til - fordelt med 22 natten til lørdag og 18 natten til søndag. Ifølge den vagthavende ved Århus Politi skyldes de fleste anholdelser småting som gadeuorden, hærværk og trusler, men der er også enkelte tilfælde af vold.

40 anholdelser i de to første døgn er væsentlig flere end tidligere år, og det er ifølge politiet især usædvanligt, fordi der som regel sker mest ballade mod slutningen af festugen, der i år varer til 10. september.

- Hvis det bliver ved på denne måde, så får vi da rigtig travlt i næste uge, siger vagthavende ved Århus Politi. /ritzau/