Politi frigiver foto af røver
Århus Politi beder om hjælp til at fange gerningsmændene til et meget farligt røveri.
Århus Politi offentliggør nu et foto af en af gerningsmændene til et groft røveri for lidt mere end en uge siden.
Efter en bytur i Odder den 8. august fik to mænd på 21 og 23 år et lift fra Torvet i Odder til Århus med to andre mænd. Der var på forhånd aftalt en pris for turen. Men undervejs til Århus blev prisen presset i vejret. Samtidig blev de to passagerer truet - blandt andet med en pistol.
Da bilen kom til Århus standsede gerningsmændene ved Statoil-tanken i krydset Marselis Boulevard - Skanderborgvej. Her tog den ene gerningsmand den ene passager med ind på tanken for at hæve penge på hans dankort.
Det lykkedes imidlertid de to passagerer at flygte under opholdet på tankstationen. Her blev der samtidig taget billeder af den ene gerningsmænd. Det er de billeder, politiet nu offentliggør.
Politiet ønsker oplysninger om gerningsmændenes identitet eller oplysninger om unge med enden etnisk baggrund end dansk, der kører i en nyere VW Passat eller Bora med alufælge.
Henvendelse kan ske til Århus Politi på tlf. 8731 1448.