Politi fanger fuld kvindelig spøgelsesbilist
Flere biler var tæt på at støde sammen med spøgelsesbilisten
Flere bilister fik sig natten til onsdag noget af et chok, da de kom kørende på E45-motorvejen ved Aarhus.
En 51-årige kvinde kom drønende i den forkerte vejbane med op til 150 kilometer i timen, mens hun var påvirket af alkohol. Det oplyser Østjyllands Politi.
- Hun har kørt forbi flere køretøjer, for der er kommet rigtig mange anmeldelser i nat, siger vagtchef Jan Abildtrup fra Østjyllands Politi.
Den første anmeldelse tikkede ind hos politiet klokken 02.32, og patruljevogne fra Randers og Aarhus blev hurtigt sendt af sted for at fange spøgelsesbilisten.
- En patrulje fra Randers får kontakt med køretøjet og kører side om side med hende. Det lykkedes ikke at få kontakt til kvinden hverken ved fagter eller udrykningssignaler, siger Jan Abildtrup.
Da kvinden ikke ville stoppe vanvidskørslen, tog politiet andre metoder i brug.
- Vi sætter en Aarhus-patrulje på tværs af motorvejen og får hende stoppet på den måde, siger Jan Abildtrup.
Den 51-årige kvinde sidder onsdag morgen til afhøring. Hun bliver sigtet for spirituskørsel og for at have forvoldt fare for andres menneskers liv.