Politi efterlyser truende trussetyv
Mand med hang til sorte trusser truede ekspedient og kunde
En trussetyv er ifølge ordbogen en skørtejæger, men en trussetyv kan også være en ganske charmeforladt og ubehagelig type.
Det oplevede en ekspedient og en kunde i lingeributikken Change i Aarhus mandag eftermiddag.
Kunden så en mand tage et par sorte trusser fra en gine udenfor butikken. Manden tog trusserne i lommen og gik fra stedet.
Det fik kunden til at alarmere ekspedienten, og både kunde og ekspedient fulgte efter manden ud på gaden.
Læs også
Da de to henvendte sig til manden på Vestergade og bad ham lægge trusserne tilbage, nægtede manden og sagde, at han havde en kniv, som han ville trække frem, hvis de ikke lod ham gå.
- Det udvikler sig til røveri, da han truer de to med en kniv. I samme øjeblik man truer, så udvikler et tyveri sig til et røveri. Det kan både være trusler og skub, der behøver ikke være et våben involveret, siger presserådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Da manden truer kunden og ekspedienten med at trække en kniv, trak de sig fra situationen og tilkaldte politiet. Manden forsvandt herefter hurtigt væk mod Klostertorv.
Østjyllands Politi efterlyser manden, der beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- ca. 30-35 år
- ca. 175 cm høj, alm. af bygning
- Markante mørke øjenbryn og tætsiddende øjne
- Sort, kort, pjuske hår og mørke skægstubbe
- Havde en tatovering af et dødningehoved med flammer på venstre side af halsen
- Iført militærgrøn jakke og lyse jeans
- Bar på en rød pose fra Tiger