Politi efterlyser flødehelt - hjalp presset patrulje
For at hjælpe en kvinde, der havde drukket klorin, måtte politi løbe fra regning.
"Normalt bringer vi kun efterlysninger her, når vi skal have fat i røvere og banditter. Men denne gang efterlyser vi en meget venlig og betænksom mand, som hjalp vores betjente i en presset situation."
Sådan starter Østjyllands Politi tirsdag et facebookopslag, der forhåbentlig kan lede politiet på rette spor i en noget alternativ sag.
Opslaget handler om en episode, der fandt sted i weekenden. Her fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde havde drukket klorin.
Læs også
Betjente måtte "låne"
En patrulje kørte mod stedet, men måtte standse ved en tankstation i Søften, fordi de skulle bruge nogle redskaber, man ikke normalt forbinder med politiarbejde: En halv liter fløde og en liter sødmælk.
Drikkevarerne skulle bruges til at hjælpe kvinden, der havde drukket klorin.
Betjentene fik ifølge opslaget lov til at ”låne” tingene. En kvindes liv stod på spil, så betjentene måtte hurtigt løbe ind på tankstationen og ud igen, forstår man.
Nu kommer vi til sagens kerne: På vej ud til patruljebilen råbte en kunde på tankstationen, at han ville betale for varerne.
Læs også
Dagens helt i flødesovs
Betjentene kom frem til kvinden og gav fløde og mælk til lægen, som brugte det i sin behandling.
Kvinden overlevede, og patruljen kørte tilbage til tanken for at betale deres gæld. Men her fortalte ekspedienten, at kunden, som lovet, havde betalt det hele for dem.
"Tak til dagens helt i flødesovs!", lyder det i facebookopslaget.
Læs også
Østjyllands Politi vil dog helst ikke stå i gæld, og derfor vil politiet gerne i kontakt med den hjælpsomme mand, så "vi kan betale tilbage og sige ordentligt tak."
Er du dagens helt i flødesovs, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.
Det har tirsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Østjyllands Politi.
I skrivende stund har omkring 700 mennesker reageret på facebookopslaget, der er blevet delt 140 gange.
OPDATERING: Den såkaldte flødehelt er fundet, og vi har taget en snak med ham. Det kan du læse her.