Politi: Derfor måler vi tit på Grenåvej

Opgørelse viser, hvor Østjyllands Politi ofte fanger fartsyndere

På bare ni måneder har Østjyllands Politi udskrevet bøder for 2,3 millioner kroner på Grenåvej i Aarhus.

Det viser en opgørelse, som Metroxpress har fået indsigt i.

Grenåvej indtager derfor en suveræn førsteplads blandt de steder i landsdelen, hvor politiet opstiller en af de i alt 10 fotovogne.

De mange bøder viser ifølge leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi Michael Hemmingsen, at politiets valg af opstillingssted er det rigtige:

- Når vi kan udstede så mange bøder på én strækning, så er det et tegn på, at der bliver kørt alt for stærkt på Grenaavej, og det skal vi som politi selvfølgelig gøre noget ved, siger han i en pressemeddelelse.

Grenåvej er en af de store hovedfærdselsårer for bilister, der kører fra Djursland og ind mod Aarhus.

Flere undersøgelser har peget på, at vejen er en blandt 200 farlige strækninger i Østjylland.

Det er derfor politiets opgave at være til stede ofte. Ikke for at skrabe mange penge sammen, men for at skabe tryghed, understreger Michael Hemmingsen.

- Vi bliver målt på, hvor mange timer vores fotovogne er på vejene, og ikke på hvor mange bøder vi udskriver.

Top 10 over fartbøder i Østjylland

1 - Grenåvej: 2.013 bøder (2,3 millioner kroner)
2 - Viborgvej*: 965 bøder (1,4 millioner kroner)
3 - Hadsundvej (Randers): (1 million kroner)
4 - Christian X's Vej: 567 bøder (619.500 kroner)
5 - Randersvej*: 341 bøder (417.000 kroner)
6 - Hovedvejen (Norddjurs): 247 bøder (286.500 kroner)
7 - Århusvej*: 242 bøder (372.000 kroner)
8 - Århusvej (Odder): 239 bøder (256.000 kroner)
9 - Jyllands Alle: 235 bøder (259.500 kroner)
10 - Viborgvej (Randers): 233 bøder (256.000 kroner)

* Tallene er opgjort september 2015 og er foreløbige, idet der er langsbehandlingstid på at få bøderne registreret. Sager kan omgøres eller opgives at få inddrevet og er tallene varierer derfor fra de faktiske indrevne bødesummer.

Kilde: Metroxpress og Østjyllands Politi.

Her bliver der udskrevet flest fartbøder