Politi burede papegøje inde

Randers Politi konfiskerede i aftes en papegøje, som muligvis er stjålet fra en lokal dyrehandel.

Genrefoto.

En noget usædvanlig gæst var i nat buret inde på politistationen i Randers.

Under et besøg i et hjem konfiskerede en uropatrulje i aftes en såkaldt Ara-papegøje, og da beboerne ikke kunne gøre rede for, hvor de havde den fra, valgte betjentene at tage den med på stationen.

Papegøjen overnattede - i eget bur - på politistationen i Randers, og i løbet af i dag vil politiet forsøge at finde frem til, hvem der er den retmæssige ejer af den fredede fugl.

Ifølge politikommissær Peter Bay Jensen er det muligt, at papagøjen er stjålet under et indbrud i en randrusiansk dyrehandel for halvanden måned siden. Her døde flere af de øvrige dyr i øvrigt efterfølgende af kulde og træk, fordi tyven lod døren stå åben, da han forlod forretningen.