Politi brød menneskerettigheder
I strid med konvention at holde århusianer tilbage i 13,5 time for at køre i bus uden billet.
Danmark krænkede den europæiske konvention om menneskerettigheder, da Århus Politi i 1995 holdt en 75-årig kvinde tilbage i 13,5 time, fordi hun kørte i bus uden gyldig billet og ikke ville oplyse, hvem hun var. Det er der nu faldet dom for ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, oplyser Ritzau.
Sagen startede en augustdag, hvor den 75-årige kom i diskussion med en kontrollør, som mente, at hendes busbillet var ugyldig. Hun ville ikke identificere sig og blev derfor anholdt af politiet. Efter at være løsladt næste dag brød hun sammen og blev indlagt på sygehuset i tre dage med forhøjet blodtryk.
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har nu tilkendt kvinden en godtgørelse på 3700 kr. Domstolen erkender, at politiet må have ret til at kræve identifikation af borgerne, men fandt at den lange frihedsberøvelse ikke stod i rimeligt forhold til forseelsen.