Politi betegner bevæbnet mand som forvirret
Manden, som mandag morgen skød mod en patrulje, betegnes af politiet som forvirret. Han sigtes for drabsforsøg.
Politiet beskriver den 35-årige mand, der mandag morgen affyrede flere skud mod en politipatrulje, som "forvirret". Episoden fandt sted på Hørhaven i Marselisskoven. Politiet skød tilbage og sårede manden.
Klokken cirka kvart over fem fik politiet en anonym anmeldelse om en mulig voldtægt ved en nedbrændt spejderhytte i området. I følge anmeldelsen skulle der være omkring 10 personer til stede.
Fire politibetjente med hunde ankom kort efter til stedet, men fandt ingen spor af hverken voldtægt eller personer.
Da betjentene stod og snakkede om den formodede falske anmeldelse, kom den 35-årige mand gående fra stranden. Han råbte og affyrede et M75-gevær direkte mod politiet.
Betjentene søgte dækning og forsøgte at få manden til at overgive sig. Den 35-årige forskansede sig dog bag en skraldespand og fortsatte med at skyde mod politiet. Betjentene skød tilbage og ramte manden i venstre skulder. Det lykkedes derefter for politiet at anholde ham.
I den forbindelse sagde den 35-årige, at han havde mineret hele området. Derfor afspærrede politiet området for at undersøge, om det var sandt.
Manden er blev bragt til politigården i Århus, hvor han blev afhørt. Han fremstilles mandag eftermiddag i grundlovsforhør sigtet for blandt andet drabsforsøg.
Statsadvokat Elsemette Cassøe skal nu undersøge skudepisoden. Det er almindelige praksis, hver gang politiet affyrer skud.