Politi angrebet efter SIF-kamp
Aggressive fans gav politiet store problemer
Midt- og Vestjyllands Politi stoppede i løbet af fredagen en bus på vej til Silkeborg med en flok på 35-40 AaB-tilhængere, der desværre ville andet end blot at støtte deres hold fra tribunerne.
Bussen blev standset i Grauballe tæt på Silkeborg, hvor politiet blandt andet fandt fyrværkeri og narkotika.
Bussen blev efterfølgende eskorterede af politiet det sidste stykke til Silkeborg. Her gik cirka ti personer på værtshus i stedet for på Mascot Park - angiveligt fordi, de har karantæne, skriver Midtjyllands Avis.
Kampen endte med en sejr på 3-2 til Silkeborg, og da personerne efter kampen igen skulle hentes på værtshuset af deres kammerater i bussen, opstod der stor turmult, hvor flere gik til angreb på politiet.
Under optøjerne blev der kastet med flasker, og betjente i kampuniform måtte gøre brug af både peberspray og stave, ligesom en betjent fik glasskår i øjnene fra en smadret rude i bussen.
Det lykkedes alligevel politiet at få sendt bussen af sted mod nord, men blot et kvarter senere tvang 'tilhængerne' deres buschauffør til at holde igen på en rasteplads, hvor de igen angreb politiet. Denne gang med blandt andet øldåser og afbrækkede lister fra bussen.