Polakker anholdt med tyvekoster
To mænd stoppet på motorvejen ved Randers med over 50 stjålne genstande i bilen.
9. mar 2006, kl. 09:53
Mere end 30 dage gammel
To polske mænd blev ved et grundlovsforhør i Randers i dag varetægtsfængslet for 14 dage, sigtet for tyveri.
Mændene blev omkring kl. 6 i morges stoppet af en patrulje fra Randers Politi på motorvej E45.
I bilen var over 50 forskellige tyvekoster - især autoradioer, computere og andet elektronisk udstyr. De fleste genstande stammer fra indbrud i Nr. Sundby, Aalborg og Hobro, oplyser kriminalinspektør Børge Fransen, Randers, til TV2 / ØSTJYLLAND.
Politiets interesse for mændene blev vakt efter anmeldelse fra en årvågen borger, som havde fattet mistanke til dem på en rasteplads nær Hobro.