Pokalforvirring: Aarhusiansk pokaldyst spilles på Ceres Park
Pokalkampen mellem Aarhus Fremad og AGF bliver spillet Ceres Park. Men grunden til flytningen har skabt forvirring mellem Viasat og Aarhus Fremad
Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus har nærmest legendestatus i dansk divisionsfodbold. Den intime hjemmebane for traditionsklubben Aarhus Fremad lægger til daglig græs til de sort/gules opgør i den danske 2. Division.
For en enkelt dag ville banen på Hans Egedes Vej dog igen få bevågenhed fra hele fodbolddanmark, da lodtrækningen til DBU Pokalens tredje runde ville det således, at lokalrivalerne fra AGF skulle på besøg.
Læs også
Men tirsdag eftermiddag er det blevet besluttet, at kampen i stedet spilles på AGF's hjemmebane, Ceres Park.
- Det har vi valgt af økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn. Vi forventer, at det kan samle byen og trække en hel del tilskuere - og der er Riisvangen ikke helt up to date, hvad det angår.
- Men det, der nok har vejet tungest, det er de økonomiske hensyn. Da det er en aftenkamp, betyder det, at vi skulle ud og leje lysmaster for 250.000 kroner. Det er mange penge for en klub, der spiller i 2. Division, lyder det fra Jesper Blicher Dahl, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus Fremad, som altså ikke har lysmaster på hjemmebanen Riisvangen.
Havde tilbudt kamp i dagslys
Hos Viasat, der har rettighederne til DBU Pokalen, er der også ærgrelse over kampflytningen.
- Jeg er ærgerlig over, at Aarhus Fremad ikke vurderede, at de kunne løse opgaven med at afvikle kampen på hjemmebanen. Det havde været en sjov kamp at vise mellem to lokalrivaler på det lille holds hjemmebane og med masser af lokale tilskuere, skriver Kim Mikkelsen, som er Head of Sports i Nordic Entertainment Group, der ejer Viasat, til Skipperligaen.
Han fortsætter:
- Vi havde accepteret afvikling i dagslys, men har fået at vide, at klubben ikke turde binde an med opgaven rent sikkerhedsmæssigt. Det respekterer vi selvfølgelig,. Men der er ingen tvivl om, at vi gerne havde set kampen afviklet på klassik pokalmaner på Riisvangen Stadion. Det havde været det rigtige – i øvrigt ligesom Viby, som møder FC Købehavn dagen efter på deres hjemmebane, lyder det fra Kim Mikkelsen.
Forvirring hos Fremad
Torsdagens pokalkamp mellem den aarhusianske Danmarksserieklub Viby IF og FC København bliver spillet klokken 16.45, da Viby IF - ligesom Aarhus Fremad - heller ikke har lysmaster på sin hjemmebane i Arhus-forstaden.
Og her melder forvirringen sig så.
Muligheden for en tidligere afvikling af kampen mod AGF var nemlig aldrig nået frem til Aarhus Fremad. Det fortæller bestyrelsesmedlem Jesper Blicher Dahl, da Skipperligaen præsenterer Viasats udlægning for ham.
- Det var jeg ikke klar over. Vi havde fået at vide af Divisionsforeningen, at hvis den skulle vises på tv, skulle den spilles klokken 18.30. Om beslutningen (om at spille kampen på Ceres Park, red.) havde været anderledes, tør jeg ikke sige. Det er faktisk to perspektiver, vi har kigget på, både det sikkerhedsmæssige og det økonomiske.
- Vi havde rigtig gerne spillet kampen på Riisvangen, men af sikkerhedsmæssige og økonomiske hensyn blev vi altså nødt til at flytte den, fortæller Jesper Blicher Dahl.
Stadig mulighed for Riisvangen?
Beslutningen om at spille pokalkampen på Ceres Park er truffet, og Aarhus Fremad har da også allerede været i dialog med AGF-direktør Jacob Nielsen om de rent praktiske omstændigheder ved at flytte kampen.
Men skulle det kunne lade sig gøre at omgøre beslutningen igen, vil det vække glæde hos rettighedshaverne.
- Som jeg ser det nu, er det en sag mellem Divisionsforeningen og Aarhus Fremad. Men jeg ser hellere, at kampen bliver spillet klokken 16.45 på Riisvangen end klokken 18.30 på Ceres Park, siger Kim Mikkelsen fra Viasat.
Der bliver dog ikke tale om endnu en flytning af kampe, lyder det fra Aarhus Fremad.
- Uanset om vi havde fået de informationer eller ej, så havde vi valgt at flytte kampen til Ceres Park af sikkerhedsmæssige hensyn, siger Jesper Blicher Dahl.
- Så det er udelukket, at kampen bliver flyttet tilbage til Riisvangen?
- Ja, det er det. Vi har sat alt i gang for at det skal blive en stor oplevelse for alle på Ceres Park, fortæller bestyrelsesmedlemmet.
Riisvangen giver bedste mulighed for et resultat
Forvirring eller ej, så ærgrer det Aarhus Fremads cheftræner Morten Mølkjær, at 2. Divisionsklubben må vinke farvel til hjemmebanefordelen.
- Ja, det gør det da. Det er da der, vi har bedste mulighed for at lave et sjovt resultat. AGF er jo vant til at komme på Aarhus Stadion, og det er der jo ikke mange af vores drenge, der er - i hvert fald ikke nede på banen.
Læs også
- Men vi håber da, at det vil give vores spillere noget gejst, at kampen skal spilles der, og jeg glæder mig til at se, hvordan de reagerer på det, lyder det fra Morten Mølkjær.
Trods den totale forvirring mellem Aarhus Fremad og Viasat ligger det altså fast, at kampen mellem Aarhus Fremad og AGF spilles på Ceres Park onsdag den 26. september klokken 18.30.