Pokaldrømmen blev slukket

Odder IGF var foran, men tabte til AaB

Foto: Odder IGFs facebookside

Fodboldklubben Odder IGF fra 2. division Vest var onsdag på besøg hos AaB fra Superligaen, hvor de to hold skulle spille om kvalificere sig til kvartfinalerne i pokalturneringen.

Her var det på papiret den lille mod den store, men det var ikke til at se ud fra opgørets begyndelse. Allerede i kampens første minut sendte Nicolai Johansen Odder i front efter en dårlig tilbagelægning fra AaBs Kenneth Emil Petersen. Han lagde bolden for kort tilbage til målmand Nicolai Larsen, og så smuttede Odders Nicolai Johansen imellem og scorede til 1-0.

Aalborggenserne reagerede dog hurtigt, og i løbet af 12 minutter havde Thomas Augustinussen og Nicklas Helenius bragt AaB i front med 2-1.

Men det fik ikke Odder IGF til at falde sammen. I det 21. minut sendte Tobias Rocatis bolden i mål på et flot langskud.

Der er ikke blevet scoret yderligere i de første 45 minutter. Dermed var stillingen 2-2 ved pausen.

I anden halvleg blev forskellen på de to hold større.

Otte minutter inde i anden halvleg bragede Henrik Dalsgaard AaB i front med 3-2 på et flot langskud, og i kampens 75. minut scorede Anders K. Jacobsen til 4-2.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen, som blev overværet af 4117 tilskuere.

AaB er forsvarende danmarksmestre og deltager i Europa League-gruppespillet.