Plyndrer biler udenfor kirke
Menighedsråd ved Skjoldhøj Kirke patruljerer nu udenfor kirken under begravelser: Kirkegængernes biler plyndres under gudstjenesten.
Nu rammer sommerens indbrudsbølge i biler også fromme kirkegængere. Flere gange har kirkegængere ved Skjoldhøj Kirke i det vestlige Århus oplevet at komme ud til en bil med smadrede ruder efter en gudstjeneste.
Ukendte tyve smadrer ruderne i de parkerede biler udenfor kirken og stikker af med alt af værdi, fortæller menighedsrådsmedlem Svend Ove Böhm til Århus Stiftstidende.
Derfor patruljerer medlemmer af menighedsrådet nu udenfor kirken under gudstjenester ved bryllupper og begravelser.
For nylig kom et forældrepar ud og fandt ruden smadret i deres bil efter at de havde været i kirken for at planlægge barnedåben med kirkens præst. En taske var forsvundet fra sædet.
- Jeg gad godt have set tyvenes ansigter, da de åbnede tasken, siger Svend Ove Böhm til avisen. Tasken var nemlig fyldt med bleer.
Østjyllands Politi oplyser i dag, at antallet af indbrud i biler i hele politikredsen det forgangne døgn er syv. I går optalte politiet hele 24 indbrud i biler. Et indbrud i timen.