Pludseligt farvel til hospitalsdirektør chokerer

På Aarhus Universitetshospital er folk rystede over, at topchef Gert Sørensen torsdag forlod hospitalet med øjeblikkelig virkning

Torsdag forlod hospitalsdirektør Gert Sørensen sin stilling på Aarhus Universitetshospital med øjeblikkelig virkning. Det skete ifølge Region Midtjylland efter gensidig aftale mellem Gert Sørensen og regionen.

Det pludselige farvel chokerer og overrasker internt på Aarhus Universitetshospital, skriver Dagens Medicin.

- Jeg er noget rystet. Der er ingen af os, der forstår det. Han har været meget afholdt, og han har haft så meget opbakning internt på AUH. Folk vil give den halve arm for at følge ham. Det er mystisk, hvad der foregår. Jeg har haft et megagodt samarbejde med ham. Han har altid været den, man kunne stole på. Og han lover ikke mere, end han kan holde. Han er imødekommende, siger institutleder på Institut for Klinisk Medicin, Kristjar Skajaa, til Dagens Medicin.

Læs også Hospitals-direktør forlader sin post øjeblikkeligt

Tilsvarende toner kommer fra Anne Thomassen, der er forhenværende lægelig chef på Aarhus Universitetshospital.

Hun kalder Gert Sørensen "det mest ordentlige menneske, jeg er stødt på". Samtidig siger hun, at Gert Sørensen gør, hvad han kan for at sikre medarbejderne de bedst mulige arbejdsvilkår - og patienterne er altid i front.

Niels Juul, tillidsrepræsentant i Overlægeforeningen og overlæge på Neuroanæstesiologisk afsnit, Aarhus Universitetshospital, siger, at afskeden kommer bag på alle. 

  Foto: Henning Bagger - Scanpix

Dagens Medicin beretter, hvordan Gert Sørensen torsdag eftermiddag gik på talerstolen i et stuvende fuldt Auditorium B i Skejby og fortalte om sin afsked. 

Han forlod salen efter få minutter under stående klapsalver, som blev ved og ved.

Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, ønsker ikke at kommentere sagen. Han henviser til regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Læs også Dårligt arbejdsmiljø koster hospital 32 hak i tuden

Han nedtoner det forhold, at Gert Sørensen fratrådte øjeblikkeligt.

- Det, mener jeg ikke, man skal lægge større dramatik i, sagde Jacob Stengaard Madsen fredag til tv2oj.dk.

Han fortæller, at Region Midtjylland ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Aarhus Universitetshospital. 

Aarhus Universitetshospital var i vælten i december, hvor det kom frem, at arbejdsmiljøet er så presset, at Arbejdstilsynet på daværende tidspunkt havde givet de forskellige afdelinger i alt 32 påbud i 2016.

Formand for Region Midtjylland Bent Hansen (S) ønsker ikke at kommentere sagen. Foto: Henning Bagger - Scanpix

 Har Gert Sørensens afgang noget med de 32 påbud fra Arbejdstilsynet at gøre?

- Det har jeg ingen kommentar til, sagde Jacob Stengaard Madsen fredag til tv2oj.dk.

Stillingen som hosptalsdirektør vil blive slået op, og frem til ansættelsen af en ny hospitalsdirektør vil koncerndirektør Ole Thomsen pr. 18. januar 2017 udtræde af direktionen og midlertidigt fungere som hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.

TV 2 I ØSTJYLLAND har fredag og lørdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Gert Sørensen.