Plejehjem truet af lukning: - Det vil være en katastrofe for os

Byrådet i Randers lægger op til at lukke plejehjemmet Aldershvile i Havndal. Flere partier kritiserer forslaget

Mange af de ældre på Aldershvile er enten født i Havndal eller har boet i byen i rigtig mange år. Her ses Lisbeth Nielsen, der er beboer på Aldershvile.

De seneste år er der lukket to banker, en bager og skolens 7.-9. klasse i Havndal - en lille by med knap 900 indbyggere.

Nu vil byrådet i Randers Kommune efter alt at dømme også lukke plejehjemmet Aldershvile. På byrådsmødet mandag aften var der flertal for at sende forslaget i høring.

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten er stærkt imod forslaget, og derfor indkaldte han onsdag aften til et borgermøde om lukningen. Det foregik på Estraden på Festpladsen i Havndal.

03:47

VIDEO: Aldershvile er Havndals samlingspunkt, lyder det fra Lisbeth Kusk fra Ældre Sagen. Her sammen med Kasper Fuhr Christensen ved onsdagens borgermøde. 

Luk video

Med til borgermødet var Lisbeth Kusk fra Ældre Sagen i Randers.

- Vi er dybt chokerede over, at man overhovedet vil begynde at røre ved noget herude. Det vil en katastrofe for os, hvis man lukker Aldershvile. Vi har ikke et kulturcenter, vi har ikke et bibliotek, vi har ikke en café. Vi har Aldershvile. Det er det sted, hvor vi kan mødes, siger Lisbeth Kusk til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ældre Sagen ønsker brandsikre plejehjem: - Lav hyggelige rygerum

Efter mødet er Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten lidt mere positiv i forhold til plejehjemmet Aldershviles fremtid.

- Mit indtryk er, at det peger på, at hvis nu befolkningen står sammen, så kan det her rent faktisk godt lykkes, siger han sent onsdag aften til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han mener, at man lige så godt kan lukke Havndal, hvis man lukker Aldershvile. 

Kan spare halv million

Der er lagt op til, at alle på nær én af de tyve boliger skal omdannes til ældreboliger. Ifølge forvaltningens beregninger vil lukningen kunne spare kommunen for 500.000 kroner i 2019 og en million kroner i 2020.

02:10

VIDEO: Nærvær er vigtigere end medicin. Sådan lød det fra Lisbeth Nielsen, der er beboer på Aldershvile, da TV2 ØSTJYLLAND onsdag besøgte plejehjemmet Aldershvile i Havndal.

Luk video

I et budgetforlig mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, er det blevet vedtaget, at der skal spares på omsorgsområdet.

Flere af de politikere, der udtalte sig på byrådsmødet om Aldershvile, er dog kritiske overfor forslaget.

Anne Hjortshøj (S) bor selv i Havndal og er med i budgetforliget. Hun mener, at det vil være en forringelse af byens service, hvis plejehjemmet skal lukke.

- Det er en lille landsby og et lille samfund. Det betyder meget med kommunale tilbud, uanset hvor små de er, siger Anne Hjortshøj til TV 2 ØSTJYLLAND.

Læs også Webdok: Ilden tog Gudrun, Inger-Lis og Johanne på plejehjemmet

Imod - men også for

Heller ikke fra Venstres side er der umiddelbart opbakning til forslaget, der ellers er blevet stemt igennem i både omsorgs- og økonomiudvalget.

- Det betyder rigtigt, rigtigt meget for Havndal. Hvis vi mister det, forsvinder der arbejdspladser, for der vil ikke være fast personale. De dårligste ældre vil jo heller ikke kunne blive der, hvis de skal ringe efter nogen med en klokke, hver gang de har brug for hjælp, sagde Christian Boldsen (V) på byrådsmødet.

Det undrer Kasper Fuhr Christensen, at flere lokalpolitikere giver udtryk for, at de nødig vil lukke plejehjemmet, når nu forslaget er blevet stemt igennem i både omsorgs- og økonomiudvalget.

- Jeg kan godt frygte, at det er spil for galleriet, så jeg håber, at der er nogle, der vil holde dem oppe på deres tilkendegivelser, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Omsorgsudvalget skal behandle høringssvarene i morgen, torsdag den 15. november.

Læs også Besparelser rammer hårdt: - Min mand ryger ned i et hul