Plejehjem med havudsigt
Hver tredje beboer på Samsø er over 65 år
Driftige fiskere, færgemænd, frugtavlere og en blomstrende turistindustri. Sådan ser de danske øer ud i brochurerne på turistkontorerne. Men i virkeligheden er op mod 40 procent af øboerne på pension. Det skriver Avisen.dk.
Oveni kommer 10-15 procent, der er udenfor arbejdsmarkedet på grund af arbejdsløshed, sygdom eller studier. Og så børnene under 14 år.
Øerne har det til fælles, at op mod hver tredje er over 65 år. Kun omkring 45 procent af øboerne over 14 år tjente i 2010 mere selv, end de modtog i overførselsindkomst. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Staten overfører via udligningsordningen 35.000 kroner per langelænder - det er lige så meget, som det koster at være fadder for 14 børn i en sos-børneby.
- Vi kan ikke klare os selv. 40 procent af vores indtægter kommer fra tilskud, og vi kan ikke selv ændre det. Politikerne må gøre op med sig selv, om man vil have liv på øerne hele året, eller vi skal være en campingplads, der tilhører en større kommune, siger borgmester på Ærø, Carsten Landro (K) til Avisen.dk.
Kun 18 pct. over 65 år i Aarhus
Når pensionskronerne ruller på øerne skyldes det til dels alder: Hver tredje beboer på Læsø, Samsø, Langeland og Ærø er over 65 år. Bornholm, Fanø og Lolland kommer tæt efter.
Til sammenligning er omkring hver tiende i Aarhus og Københavns Kommuner over 65 år, og i hele Danmark er det 18 procent, der er over 65 år.
Men en del af pensionskronerne går også til yngre mennesker. På Lolland er 15 procent af de 30-59-årige på førtidspension.
- Der er en udvikling, hvor de unge flytter mod de store byer. Det betyder at vi har masser af billige og ofte gode huse, og det tiltrækker naturligt mange på overførselsindkomst. Det er ikke en udvikling vi har magt over, siger borgmester Stig Vestergaard (S) fra Lolland Kommune til Avisen.dk.