Playmaker forlader Århus GF
Håndboldherrerne fra Århus GF giver slip på den løntunge norske profil Vegard Samdahl.
23. jun 2009, kl. 16:03
Mere end 30 dage gammel
31-årige Vegard Samdahl, der har været en af klubbens største profiler, har fået lov til at finde sig en ny klub, så Århus GF kan spare pengene til hans løn.
- Vi har tilbudt ham at blive løst fra sin kontrakt, for det er ikke nogen hemmelighed, at han er en af de mere løntunge spillere i klubben, og vi er nødt til at justere vores omkostninger i forhold til indtægterne, siger Århus GF's direktør, Henrik Jacobsen, til tv2.dk.
Vegard Samdahl fortsætter karrieren hos det polske tophold Wisla Plock. Århus GF forventer nu at hente en - billigere - afløser for Vegard Samdahl.