- Planen er klar
Jens Andersson klar med planen for transfervinduet
For to måneder siden blev Jens Andersson hentet til AGF fra svenske AIK Stockholm som ny sportschef i Aarhus-klubben.
Svenskeren har nu haft to måneder på AGFs træningsanlæg i Fredensvang, hvor han har brugt den første tid på at lære klubben at kende, ligesom han har en plan klar for transfervinduet.
Jens Andersson har allerede hentet Morten Nordstrand til klubben som forstærkning til angrebet, og siger aarhusianerne farvel til en spiller, er der økonomisk råderum til at sige goddag til en anden.
- Vi har en plan for transfervinduet. Vi ved, at vi ikke har de store penge at gøre godt med, og vi ved, at to spillere er stoppet (Martin Jørgensen og Orri S. Omarsson, red.). Men samtidig er der en ubekendt del i forhold til transfervinduet, og det er jo, om vi får bud på spillere på den ene eller anden måde - om vi skal sælge eller udleje spillere. Og hvis vi sælger en eller flere spillere, åbner det op for, at vi kan tage en ny ind. Den situation har vi forberedt os godt på. Hvis vi sælger en spiller eller to, ved vi, hvad vi skal gøre i stedet, siger Jens Andersson til klubbens hjemmeside.
Selv om januars transfervindue lige er åbnet, så spiller sommerens transfervindue ind allerede nu.
Se: Tidligere topscorer til AGF
- En stor del af sportschefens job handler om at have et ben i nuet og et ben i fremtiden. Så samtidig med at vi er i gang med januars transfervindue, forbereder jeg også sommerens transfervindue - og har også øje på transfervinduet om et år. Vi har jo mange aftaler, der udløber til sommer, og det er selvfølgelig med i vores overvejelser i dette transfervindue, siger Jens Andersson.
Han satser på at gøre livet så svært som muligt for AGF-træner Morten Wieghorst.
- Vi vil gerne have flere alternativer på hver position. Min ambition er at give Wieghorst så meget hovedbrud som muligt, når han skal udtage holdet. Han skal have flere muligheder at vælge imellem, og det skal både være i forhold til spillere, der konkurrerer om samme position, og spillere, der kan dække flere positioner, siger Jens Andersson.
AGF indtager tredjepladsen i NordicBet Ligaen, hvor holdet har seks point op til Lyngby og Viborg FF på de to oprykningspladser.
AGF møder i første runde af forårssæsonen i landets næstebedste række AB på udebane den 15. marts.
Du kan læse hele interviewet med Jens Andersson på AGFs hjemmeside her.