Plan om at udvikle og forskønne Himmelbjerget møder indædt modstand

Politikere i Skanderborg vil fremtidssikre Himmelbjerget som turistattraktion. Deres plan er ikke populær i folkelig facebookgruppe

01:52

VIDEO: Himmelbjerget mangler en samlet fortælling og en helhedsoplevelse, mener byråd.

En fantasiforladt amatørløsning. Et bizart misforstået politisk initiativ. Et tragikomisk konsulentudspil.

Anders Hougaard fra Ry er indædt modstander af den helhedsplan for Himmelbjerget, som et enigt byråd i Skanderborg har vedtaget.

Idéen med helhedsplanen er at udvikle stedet som turistattraktion samt formidle naturoplevelsen bedre.

Det skal blandt andet ske med elementer som infohuse, portaler, landskabelige støttepunkter, en lang vandresti af træ, terrasser og udkigsplatforme.

Læs også Otte østjyske perler er med i ny naturguide

Himmelbjerget anno 2018 mangler en samlet fortælling og en helhedsoplevelse, fremgår det af helhedsplanen, hvor man blandt andet kan læse følgende passage:

'Bjerget forstærkes til et brand og et sted med wauw-effekt. Her skal man have lyst til at tage en selfie, der derved bliver en del af markedsføringen.' 

Man kan argumentere for, at Himmelbjerget allerede har 'wauw-effekt'. 

For amerikanske krydstogtturister

Det er lige præcis den slags ord, der får Anders Hougaard op i det røde felt. Han er initiativtager til facebookgruppen 'Folkets Bjerg', der lige nu tæller små 1000 borgere, der også er imod helhedsplanen.

- Himmelbjerget har en helt unik udstråling og historie. Man får en berusende følelse, fordi man er i naturen på naturens egne præmisser, siger Anders Hougaard til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

Himmelbjerget har en helt unik udstråling og historie. Man får en berusende følelse, fordi man er i naturen på naturens egne præmisser.

Anders Hougaard, Ry-borger og initiativtager til facebookgruppen 'Folkets Bjerg'

- Med helhedsplanen vil man tilfredsstille turister, der hurtigt suser forbi som en amerikansk krydstogtturist. De vil have oplevelsen serveret. Hvis du går hen til en udstillingsplatform, kan du tage en selfie og sende hjem til dine venner. Men med den slags indgreb begrænser man muligheden for at udforske.

Thomas Cordtz (K) er byrådsmedlem i Skanderborg Kommune og fortaler for helhedsplanen, som han understreger er til inspiration og ikke en endelig plan.

Denne lange vandresti af træ er et af elementerne i helhedsplanen fra Skanderborg Kommune. Foto: Labland Architects/Skanderborg Kommune

En manifestation af demokratiet

Han mener, at Himmelbjergets historie kan formidles langt bedre, end tilfældet er i dag. Det skal komme de 400.000-500.000 årlige gæster til gode. 

- Der er rigtig mange lokale og turister, som ikke kender Himmelbjergets historie. Tårnet er opført af borgere i Silkeborg, og det er en folkelig manifestation af demokratiet. Men mange ved ikke, hvorfor tårnet er der, eller hvilken historie der gemmer sig. Når folk har været på Himmelbjerget, undrer de sig over, hvorfor de har været der, siger Thomas Cordtz til TV2 ØSTJYLLAND. 

Der er rigtig mange lokale og turister, som ikke kender Himmelbjergets historie. Tårnet er opført af borgere i Silkeborg, og det er en folkelig manifestation af demokratiet. 

Thomas Cordtz (K), byrådsmedlem, Skanderborg Kommune 

Himmelbjerget har ikke fået en kærlig hånd i mange år, og helhedsindtrykket kan forbedres, lyder det fra Thomas Cordtz.

- Det er et forsøg på at formidle naturoplevelsen endnu bedre. Man vil lave et nyt stisystem, så man netop kan erkende naturen og søen. Fornyelsen skal også helårssikre Himmelbjerget, så folk kan nyde naturen hele året rundt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ifølge Anders Hougaard er helhedsplanen en standardløsning, som man har hevet op af skuffen. 

- Når man kigger omkring i den danske natur, ser man meget af det samme, siger han. 

I helhedsplanen finder man også såkaldte 'landskabelige støttepunkter'. Foto: Labland Architects/Skanderborg Kommune

Ja-hat eller nej-hat

Anders Hougaard understreger, at han ikke er en gnavpot, der er imod al udvikling. Men hvis idéudvikling skal give mening, skal man tænke på, om udviklingen gør noget godt, lyder det.

- Der er bygget ting på Himmelbjerget, men den nuværende infrastruktur har en autenticitet. Naturen er gledet sammen med kulturen. Det er endnu en faktor, der går tabt, hvis man smider en standardløsning ned over det, siger Anders Hougaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Politiker: Himmelbjerget er vores

Thomas Cordtz anerkender det synspunkt og den bekymring, som Anders Hougaard giver udtryk for. Han synes samtidig, det er fjollet at bruge tid på at diskutere et forslag til en helhedsplan.

- Prøv nu at se mulighederne i stedet for at tale det hele ned. Intet af det, der er på Himmelbjerget, er uberørt, og udformningen af planen kan nå at udvikle sig. Jeg tror godt, alle lodsejere ved, at en gangbro i træ ikke er noget, der har gang på denne jord, siger han.

Uenighed om borgerinddragelse

Et sidste kritikpunkt fra Anders Hougaard er, at der ikke har været nok borgerinddragelse i forbindelse med tilblivelsen af helhedsplanen.

- Man er gået hurtigt frem uden at involvere særlig mange grupper. Der er ikke overensstemmelse mellem det, man kan læse i byrådets egne skrivelser og det, politikerne siger udadtil. Det er en form for afvæbningsretorik, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Skanderborg får lov til at skilte med seværdigheder

Kritikken preller af på Thomas Cordtz, som mener, at der er en 'enorm grad' af borgerinddragelse i Skanderborg Kommune.

- Det fungerer jo sådan, at byrådet først bliver enige om en plan, og når det så er sket, inddrager man borgerne. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der vil blive afholdt borgermøder om Himmelbjergets fremtidige udformning. Jeg håber, at der vil blive afholdt borgermøder, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Helhedsplanen for Himmelbjerget blev godkendt af byrådet i maj.