Plakatmuseum samler ind

Dansk Plakatmuseum vil udbygge den enorme samling, der rummer cirka 400.000 plakater, og iværksætter landsindsamling.

Så skal loftsrum, kældre og garager kikkes efter i sømmene.

Dansk Plakatmuseum har netop skudt sin tredje landsindsamling i gang, og igen er man interesseret i alle former for plakater uanset alder, indhold og udtryksform, lyder opfordringen i Jyllands-Posten.

- Alle indsendte plakater vil blive opbevaret i respekt for den unikke kulturarv, plakaterne udgør, siger museumsleder Peder Stougård.

Dansk Plakatmuseum har på nuværende tidspunkt en ganske omfattende samling på cirka 400.000 plakater fra 126 lande.

Omkring to tredjedele af plakaterne er danske.

Den ældste plakat, der ligeledes er fra Danmark, kan dateres tilbage til 1885.

Størstedelen af de mange plakater opbevares på Åby Bibliotek, mens de resterende udstilles i Den Gamle By.

Her vil også museet få en permanent plads, når den nye bygning er klar til indflytning.