Plaf, plaf, plaf! Ni Randers-kasser
Kronjyder udraderede spaniere
Superligaspillerne fra Randers FC tager hjem fra denne uges træningslejr i Spanien med en succesoplevelse.
I den afsluttende testkamp udraderede kronjyderne det spanske FC Cartagena, der er tophold i den spanske Segunda B, landets tredjebedste fodboldrække.
Kampen mod spanierne endte med en knusende kronjysk sejr på 9-0.
Allerede i første halvleg lykkedes det Randers FC at finde vej til netmaskerne hele fem gange. De fire af målene blev sat ind af Lasse Rise, der tilsyneladende er ved at være i form efter en meget lang skadesperiode.
Må undvære Ronnie Schwartz
Efter pausen sendte Randers-træner Colin Todd flere uprøvede spillere på banen, uden at det dog fik betydning for styrkeforholdet.
I løbet af de sidste 45 minutter scorede kronjyderne yderligere fire gange. To af målene blev sat ind af Djiby Fall.
- Det var skønt at se Lasse Rise og Djiby Fall tilbage i fuld vigør. De fik hver sin halvleg og kvitterede med henholdsvis fire og to scoringer, så det lover godt for vores offensive del, da vi jo fortsat må undvære Ronnie Schwartz i endnu et stykke tid, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.
Randers FC indleder forårssæsonen søndag den 23. februar på udebane mod Viborg.