- Placér moské et andet sted

Den skaber et parallelsamfund, mener V og K

01:58

Foto: Google Maps / TV2OJ

1 af 2

Planerne om at bygge en stormoské nær Gellerupparken i det vestlige Aarhus møder modstand blandt flere borgerlige politikere.

Fredag eftermiddag afslørede borgmester Jacob Bundsgaard (S) efter et møde med Forbundet af Islamiske Foreninger, at den kommende stormoské skal placeres ved Bautavej midt mellem Gellerupparken og Bispehaven.

Venstres Bünyamin Simsek er ikke modstander af moskéen. Han mener dog, at den skal placeres længere væk fra Gellerupparken.

- En moské i Gellerup og tæt på Gellerup vil være med til at forstærke magneten Gellerup som parallelsamfund. Det ønsker vi ikke. Vi ønsker at bryde Gellerup op og nedbryde parallelsamfundet, siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Heller ikke 2. viceborgmester Marc Perera Christensen (K) er glad for en placering tæt ved Gellerupparken.

Se: Her skal stormoskéen ligge

- Vores udgangspunkt er, at vi ikke synes, at det er den optimale placering, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Vi tror, det vil gøre det svært at skabe et attraktivt boligområde i det her område med en stormoské lige op og ned af baghaven. Vi tror, det bliver svært at trække nye beboere til området.

I Venstre skal byrådspolitikerne nu drøfte det nye forslag, før partiet kommer med en endelig dom over stormoskéen.

Se mere om den borgerlige skepsis over for placeringen af stormoskéen i videoen øverst i artiklen.