Plaatjies til Aarhus Festuge

Dizu Plaatjies optræder i Aarhus

Den sydafrikanske sanger og percussionist Dizu Plaatjies kommer i forbindelse med Aarhus Festuge til Smilets By, hvor han sammen med Det Jyske Musikkonservatorium giver tre koncerter.

Lørdag og søndag spiller Det Jyske Musikkonservatorium Aarhus Festuge i gang, hvor op mod 100 medvirkende går på scenen med Dizu Plaatjies i front til konservatoriets store festugeshow.

Se: Festugens højdepunkter

Dizu Plaatjies spiller blandt andet på traditionelle afrikanske instrumenter, og han er grundlægger af marimbagruppen Amampondo, der blandt andet er kendt fra "the Mandela Birthday Concert" på Wembley Stadium i London i 1988.

De tre koncerter hedder 'The Light & Love of South Africa', og de finder sted i Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus på lørdag klokken 15.00 og 19.00 samt søndag klokken 15.00.

Der er gratis adgang til koncerterne, og det gælder også for konservatoriets andre koncerter i forbindelse med Aarhus Festuge.