Pizzeria smadret af bevæbnede mænd – politiet søger vidner
Flere maskerede og bevæbnede mænd ødelagde tirsdag aften et pizzeria ved Stavtrup. Gerningsmændene er fortsat på fri fod
Tirsdag aften trængte mellem tre og fire maskerede personer ind på Lido Pizzeria ved Stavtrup, hvor de begik groft hærværk. Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Gerningsmændene kommer ind i pizzeriaet med slagvåben, hvorefter de smadrer forskelligt inventar – både montre, sodavandskøleskabe og vinduer, inden de stikker af igen, fortæller Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.
Motivet til hærværket er endnu ukendt, og derfor beder politiet nu østjyderne om hjælp til efterforskningen. Angiveligt skulle gerningsmændene være kørt fra stedet i en sort BMW Gran Torino.
- Vi vil rigtig gerne have fat i gerningsmændene, og derfor opfordrer vi vider, der kunne have oplysninger, til at tage kontakt. Det kan for eksempel være oplysninger om nummerplade eller mistanke til, hvem gerningsmændene kan være, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Ifølge Politiet skulle der under hændelsen have være flere medarbejdere til stede. De har dog endnu ikke et samlet overblik over, hvad der præcist er sket, og kan derfor ikke udtale sig om medarbejdernes tilstand.
- Indtil videre efterforsker vi videre for at finde gerningsmændene og motivet, siger Jakob Christiansen.