Pizzeria raseret af bombe
Inventar og ruder blev ødelagt, da et pizzeria på Hovedgaden i Rønde i nat blev raseret af en bombe.
Pizzeriaet Hip Hop på hovedgaden i Rønde blev i nat udsat for groft hærværk.
Ukendte gerningsmænd slog klokken kvart i fire hul i ruden, hvorefter de smed en bombe ind i lokalet. En del inventar og ruder blev knust og ødelagt, da bomben eksploderede.
Butikken ligger på første sal i en erhvervsbygning, hvor der ikke er almindelig beboelse.
Politiets teknikere har undersøgt pizzeriaet og sikret sig spor. Politiet ved dog ikke, hvem gerningsmændene er, ligesom motivet til hærværket også er ukendt.
Ifølge Århus Politi er det sandsynligvis en chrysantemumbombe, der blev smidt ind i forretningen.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om nattens hærværk i onsdagens nyhedsudsendelser.