Pizzeria får sur smiley: For varmt kød og spindelvæv i køkkenet

Amigo Pizza i Horsens fik ved seneste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen udstukket en sur smiley grundet flere fejl og mangler

Amigo Pizza ligger i Vestergade i den centrale del af Horsens. Foto: Google Street View

Kød opbevaret ved 10,6 grader, snavs i hjørnerne og et brugt askebæger ved pizza-produktionsbordet. Det var synet, der mødte Fødevarestyrelsen ved et besøg hos Amigo Pizza i Vestergade i sidste uge. Derfor fik pizzeriaet en sur smiley.

- Virksomheden opbevarer stegt hakket oksekød, kebab, skinke og pølser ved 10,6 grader. Man skal overholde et kølekrav på fem grader, lyder det blandt andet fra Fødevarestyrelsen.

Pizza-produktionsområdet fremstår snavset i hjørner, og inventar og udstyr er ligeledes snavset. Der er spindelvæv i hjørnerne samt ved dejmaskinen.

Fødevarestyrelsen

Derudover konstaterede man straks, at der var problemer med hygiejnen i restauranten.

- Pizza-produktionsområdet fremstår snavset i hjørner, og inventar og udstyr er ligeledes snavset. Herunder er der ikke et rengøringsvenligt forhæng ved bordet. Der er spindelvæv i hjørnerne samt ved dejmaskinen, skriver Fødevarestyrelsen endvidere i sin bedømmelse af stedet.

Får rettet op på fejl

Slutteligt opdagede kontrollanterne, at der stod et brugt askebæger tæt ved bordet, hvor pizzaerne bliver lavet, og det blev omgående bedt fjernet. Desuden blev pizzeriaet pålagt at få styr på de mange øvrige fejl og mangler.

Noget som ejerne straks accepterede.

Læs også Populært aarhusiansk spisested får sur smiley

- Vi får tilkaldt en køletekniker og retter de øvrige fejl op hurtigst muligt, lød det fra Amigo Pizza.

Fødevarestyrelsen følger op på kontrolbesøget inden for overskuelig fremtid. Indtil da har stedet altså en sur smiley.