Pistol-røveri mod Kiwi-butik
Den næsten nyåbnede dagligvarebutik Kiwi i Hadsten blev onsdag aften udsat for et groft røveri.
Klokken 20.48 onsdag aften gik en yngre mand ind Kiwi-butikken på Søndergade i Hadsten.
Han tog en pistol frem og truede personalet til at åbne kasseapparatet. Røveren proppede pengene fra kassen ned i en medbragt orangegul plastikpose og løb ud af butikken. Vidner så ham løbe i retning af Engen.
- Vi har endnu ikke haft lejlighed til at se på forretningens overvågningsbilleder, det sker i løbet af i dag, lyder det fra Østjyllands Politi.
Politiet vil også meget gerne høre fra vidner, der har set røveren, eller måske er bekendt med mandens identitet.
Røveren beskrives som dansker, 20-25 år, slank og sporty bygget, talte med lokal dialekt. Under røveriet bar han en sort jakke med hætte, sorte bukser, skihue og vandrestøvler. Pistolen var sølvfarvet.