Pistol gemt under flise: 35-årig idømt flere års fængsel
Tilbage i februar fandt politiet en skarpladt pistol gemt under en flise i det vestlige Aarhus. Nu er en 35-årig mand fra området blevet dømt i sagen.
I forbindelse med politiets massive tilstedeværelse i Aarhus V, og efterforskningen af den verserende bandekonflikt, har betjente fundet frem til en gemt pistol under en flise.
Den skarpladte pistol var gemt under en flise på Rydevænget.
Læs også
Østjyllands Politi fandt efterfølgende DNA-spor fra en 35-årig mand, men retten kunne ikke bevise, at det var ham, der havde gemt pistolen under flisen.
Efterfølgende blev den 35-årige anholdt og varetægtsfængslet.
- Det er en alvorlig sag, når man er i besiddelse af et skarpladt våben, siger senioranklager ved Østjyllands Politi, Rasmus Gyldenløve, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I retten blev han dømt for at have været i besiddelse af et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
- Hvis man finder, at der er en rimelig risiko for, at du også vil bruge det ulovlige våben, så er der tale om særligt skærpende omstændigheder, og det betyder også, at straffen ofte stiger, siger senioranklager Rasmus Gyldenløve til TV2 ØSTJYLLAND.
To år og ni måneders fængsel
Den 35-årige blev idømt to år og ni måneders fængsel ved Retten i Aarhus.
Manden erkendte, at han havde rørt ved pistolen i en lejlighed, men at han ikke har rørt pistolen uden for lejligheden, og at det derfor ikke var ham, der havde gemt den under flisen.
Mens han var i besiddelse af våbnet, blev han blandt andet dømt for to indbrud og en række færdselsforseelser.
Læs også
I anklageskriftet var den 35-årige også tiltalt for at være bandemedlem, hvilket kunne have udløst en fordobling af fængselsstraffen. Retten fandt det dog ikke bevist, at han var medlem af en bande.
Den 35-årige modtog dommen og overgik straks til afsoning.