Pist væk: Kanhave tabte skrue i vandet
Problemerne på Samsø-færgen Kanhave fortsætter i det nye år. Færgen har tabt en af de skruer, der driver skibet.
6. jan 2010, kl. 11:48
Mere end 30 dage gammel
Skruen blev tabt i vandet søndag aften i nærheden af Hou Havn.
Selv om rederiet Samsøtrafikken sendte dykkere i vandet, lykkedes det ikke at finde skruen.
Problemet er dog ikke mere alvorligt, end at sejladserne på Kattegat siden søndag er forløbet normalt.
Medmindre der kommer kraftig blæst eller andre forhindringer, så kan færgen ifølge Samsø Posten sejle videre med de resterende tre skruer.
Rederiet er nu gået i gang med at finde en ny skrue. Skruen skal dog tilpasses skibet, og derfor er det ikke helt så let, som det lyder, at finde en erstatning for den, der havnede på havets bund.