Pirattaxa snød for 22.000 kroner
I Aarhus Festuge har der været i alt fire anmeldelser om pirattaxaer. Chaufførerne franarrer personer deres dankort
I løbet af Aarhus Festuge benytter mange mennesker taxaer hjem fra byen. Nogle benytter sig af et lift med en pirattaxa, men det kan koste dyrt. I løbet af denne omgang af festugen har politiet fået anmeldt fire tilfælde, hvor personer er blevet kørt hjem af private taxaer, som har forsøgt at frarøve dem penge.
Politiet har fået anmeldelser på to sager inden for de seneste dage. I begge sager har personerne fået frarøvet dankortet.
- Den 27-årige mand fik tilbudt et lift hjem fra Aarhus midtby af en mand, han ikke kendte. Undervejs tankede de benzin, som den 27-årige betalte, hvor hans pinkode sandsynligvis er blevet afluret. Dagen efter opdagede han, at dankortet var væk, og at det var blevet misbrugt for 22.000 kroner, fortæller Jeanette Løv Rasmussen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Lignende procedure
I den anden sag skete opsamlingen og hjemkørsel med nogenlunde samme procedure. Men her var der to mænd til stede i bilen.
- Også han blev opsøgt i midtbyen og kørt hjem med et stop på en tankstation. Han fik sandsynligvis franarret sit dankort, da de kom frem til destinationen. Her bød de to gerningsmænd op til tyrkisk dans, hvor var så tæt på den 23-årige, at de kan have fisket hans kort fra ham, uden han opdagede det. Det nåede umiddelbart ikke blive misbrugt, men gerningsmanden have forsøgt, fortæller Jeanette Løv Rasmussen.
Østjyllands Politi er opmærksomme på problematikken i løbet af festugen, og de har en opfordring til folk, hvis man skal hjem fra byen.
- Man skal takke nej, hvis man får et lignende tilbud. Og så vil vi meget gerne høre om det på 114 med signalement af både bil og chauffør. Vi er opmærksomme på, at der kan være pirattaxaer i byen, siger Jeanette Løv Rasmussen.