Pilot straffes for flystyrt
Havarerede på privat landingsbane på Tunø
En midaldrende pilot er ved Retten i Aarhus blevet idømt en bøde på 10.000 kroner for at have tilsidesat flysikkerheden, da han i august 2010 forulykkede med sit fly på Tunø vest for Samsø.
Han fik også en betinget frakendelse af retten til at flyve, så certifikatet ryger, hvis han de næste tre år på ny tilsidesætter flysikkerheden.
Den dengang 58-årige pilot var fløjet fra Thisted til Tunø med tre passagerer om bord. Flyet var på vej til den lidt sydligere beliggende ø Endelave, og piloten ville bruge Tunø til en mellemlanding.
Uden tilladelse brugte han den private landingsbane på Tunø til det, der var tænkt som et kort stop, men som endte med, at flyet havarerede.
En del af græsbanen var en skråning
Piloten havde på forhånd orienteret sig på computerprogrammet Google Earth for at sjusse sig frem til, hvor lang Tunøs græsklædte landingsbane er.
Imidlertid kunne han ikke se på Googles luftfoto, at en del af det, der fremstod som en grøn græsbane, var en skråning, som ikke skulle regnes med.
Derfor kunne piloten ikke få tilstrækkelig fart på flyet, og det nåede aldrig i luften. Umiddelbart efter at hjulene havde sluppet jorden, tabte flyet højde, pløjede sig hen over stranden og havnede hjælpeløst et par meter ude i vandet.
Alle om bord slap uden større skader.
Havarikommissionen har tidligere konkluderet, at flyet, der var af typen Socata TB 9, var godt 35 kilo for tungt, og at der kun var 375 meter bane til rådighed, selv om der burde have været 531 meter.
Retten har vurderet, at piloten tilsidesatte hensynet til flysikkerheden ved ikke på forhånd at gøre sig bekendt med landingsbanens længde og beskaffenhed og ved ikke at tjekke flyets vægt og balance.