Piger til søs: Science er også for kvinder
Flere piger skal tage en naturfaglig- eller teknisk uddannelse. I dag tog 74 piger en tur til søs for at tale med kvinder, der arbejder i fag, som traditionelt domineres af mænd
Onsdag var der Girls Day i Science, da 74 piger fra VID gymnasier i Grenaa samt Rønde Gymnasium sejlede til Anholt Havmøllepark.
Pigerne kom på en inspirerende tur, hvor de mødte kvindelige ingeniører, som kunne fortælle om deres job. Derudover fik de masser af vind i håret.
- Der er en tilbøjelighed til, at det mest er drenge, der går op i science og naturvidenskab. Så for mange pigers vedkommende tror jeg, at det er fedt at blive oplyst lidt mere om den verden, fortæller Freja Helbo, som går i 2.w på Rønde Gymnasium.
Hovedformålet med dagen er, at inspirere unge piger til at tage en uddannelse inden for naturvidenskab og teknologi.
- Det giver nogle bredere perspektiver og bedre samarbejdsdynamik. Der sker bare noget i teams, der er sammensat af forskellige køn, fortæller Christian Jørgensen, som er ansvarlig for rekrutteringen i Ørsted.
Pigerne blev oplyste
Pigerne var ikke afvisende for at tage en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse.
- Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil. Så mine muligheder er åbne. Så det er fedt at komme ud og prøve, og se om det er noget for en, siger Sisse Tikær, som går i 2.w på Rønde Gymnasium.
Selvom Astrid Kilte ikke umiddelbart vil gå i den retning, var dagen dog med til at oplyse hende.
- Det kan være, at min interesse bliver større for det engang i fremtiden. Nu er jeg i hvert fald kommet afsted, og jeg har set, hvordan det hele fungerer, og hvordan man arbejder med vindmøller, fortæller Astrid Kilte, som går i 2.x på Rønde Gymnasium.
Vindanalytiker Cecilia Mogensen Kobæk var en af de kvindelige ingeniører, der var til Girls Day.
- Jeg håber, at vi kan inspirere nogen. Det var heller ikke vildt oplagt for mig, da jeg var yngre. Jeg tænkte ikke over, at der var noget, der hed ingeniør. Dagen skal gerne vise, hvad vi laver og gøre det mere konkret, fortæller hun.