Piger og drenge er lige seksuelt aktive, men normerne er forskellige

Trods den seksuelle frigørelse bliver piger oftere mødt af fordømmelse end drenge

Historien er fortsat, at drengen bliver set som den aktive, mens pigen skal erobres, lyder det fra familiesociolog. Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

- Når drenge har været sammen med mange, så får de street credit. Når piger har været sammen med mange, så er hun bare en luder eller en ho. Men i princippet burde der jo ikke være nogen forskel. 

Sådan siger gymnasieeleven David, som er en af de unge, der medvirker i en ny undersøgelse af 16-20-årige unges opfattelser af køn, krop og seksualitet.

50 år efter kvindeoprøret er vi tilbage i, at kvinderne bliver fordømt for at være seksuelt aktive.

Eva Kjer Hansen (V), ligestillingsminister

Undersøgelsen er lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og trækker både på interview og på oplysninger fra tre større surveys.

Læs også Kort: Her har unge de mest usunde sexvaner i Østjylland

På den baggrund konkluderer forskerne, at der, på trods af årtiers kønsrolledebat, fortsat er vidt forskellige seksuelle normer for piger og drenge.

- Det interessante er i virkeligheden, at der er ikke sket nogen udvikling på det her område, siger analytiker og familiesociolog hos VIVE Karen Margrethe Dahl.

- Historien er fortsat, at drengen bliver set som den aktive, mens pigen skal erobres. Han opnår noget, mens hun mister noget.

02:33

Der har været stort fokus på delinger af sex-videoer med børn under 18 år, efter at det i januar kom frem, at mere end 1000 børn og unge er blevet sigtet for netop den forbrydelse. Tre 9. klasses-piger fra Lisbjergskolen har oplevet at få tilsendt links til mapper med sex-billeder, men de har ikke brudt loven 

Luk video

Udskamning forstærkes på sociale medier

Fælles for piger og drenge er, at de har stort set lige mange seksuelle erfaringer, når de fylder 18 år. Typisk har de haft sex med en-to partnere.

Hos Sex og Samfund siger den daglige leder af Sexlinien for Unge, Jeppe Hald, at udskamningen af piger forstærkes på de sociale medier:

- Spredningen sker hurtigere og til flere, og det kan ske døgnet rundt. Derfor kan pigerne føle sig mere udsatte, end de gjorde tidligere, siger han.

Læs også Sexdukkebordel åbner i Aarhus: 'Stedet hvor pigerne ikke siger nej'

Fra samtaler med piger har rådgiverne erfaret, at fordømmelsen ikke alene kommer fra drenge, men i høj grad også fra andre piger.

- Pigernes største bekymring er ofte, hvad de andre i pigegruppen tænker om dem, siger Jeppe Hald.

Pigerne utilfredse med deres krop

Undersøgelsen viser også, at en stor andel af de unge - 64 procent - er utilfredse med deres krop.

Piger er oftere utilfredse med deres krop og ønsker at tabe sig, også hvis de er normalvægtige. Drenge er omvendt oftere utilfredse med at være for tynde og ønsker i højere grad at tage på.

02:32

Kropsidealer var temaet ved årets mediekonkurrence, som blandt andet er arrangeret i samarbejde med Mary Fonden. Eleverne på Ryomgård Realskole fokuserede på temaet 'Elsk dig Selv' (indslag fra 5. marts)

Luk video

Minister vil prøve at rykke ved opfattelse

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) siger, at hun er overrasket over den store forskel i opfattelsen af unge mænd og kvinders seksualitet:

- 50 år efter kvindeoprøret er vi tilbage i, at kvinderne bliver fordømt for at være seksuelt aktive. Jeg er overrasket over, at vi ikke er kommet længere i accepten af hinanden.

På baggrund af undersøgelsen vil hun mødes med fagfolk og unge for at få deres bud på, hvad der skal til at for at rykke ved den stereotype opfattelse.

- Jeg er søgende efter at få nogle svar på, hvilke initiativer vi kan tage. Men det er også vigtigt at få nogle bud på, hvorfor vi er havnet her, siger ministeren.