Piger havde fået kursus i 112
Alle børn i Silkeborg Kommunne får, når de begynder i skole et kursus i at kontakte politiet
Det kommer ikke helt bag på politiet, at tre piger på ni år mandag eftermiddag hjalp dem med at finde en 83-årig dement kvinde.
- Det er sådan at hvert år her i Silkeborg, der afholdes der en 112-dag for børn, der skal starte i 0. klasse. Her lærer børnene, hvem de skal ringe til, hvis uheldet det er ude, siger vicepolitiinspektør Jens Langdahl fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Så det overrasker mig egentlig ikke så meget, at de agerer som de gør. Men det glæder mig at se, at de husker, hvad de har lært, og jeg synes, det er flot, at de holder hovedet koldt i situationen, fortsætter han.
Politiet og mange frivillige var mandag i gang med en storstilet eftersøgning, efter en 83-årige kvinde søndag var forsvundet.
De tre niårige piger fra Resenbro, Anita Azemi Madsen, Mathilde Würtz Pedersen og Amalie Vita Skov Henriksen, havde hørt om eftersøgningen, og mandag besluttede de sig for, at de ville hjælpe med at lede efter kvinden.
Pigerne fandt kvinden i god behold i en busk, og de kontaktede herefter selv politiet.
Se også: Her er dagens heltinder
- Når man deltager i en humanitær eftersøgning, så er det altid anerkendelsesværdigt. Men når man som 9-årig tager et aktivt valg om at deltage, og man så ovenikøbet finder den savnede, så er det ekstraordinært, siger Jens Langdahl
- Når man så endda reagerer helt korrekt og holder hovedet koldt og ringer til politiet, samtidig med at man bliver ved den savnede, så er det så uovertruffen, at vi synes, vi vil understrege anerkendelsen ved at tildele dem en dusør.
De tre skolepiger kan nu se frem til et symbolsk pengebeløb som belønning for indsatsen.
Hør hele interviewet med vicepolitiinspektøren i videoen øverst på siden.