Pige slap heldigt fra påkørsel
10-årig pige blev slynget op på bils forrude efter påkørsel, men hun slap med overfladiske skrammer.
18. jun 2007, kl. 10:38
Mere end 30 dage gammel
En 10-årig pige slap søndag med overfladiske skrammer ved et færdselsuheld i krydset ved Stockholmsgade og Kalmargade i det nordlige Århus.
Pigen kom cyklende på fortovet imod færdselsretningen og ville krydse vejen.
Hun så sig ikke for og kørte ud foran en 49-årig kvinde, der kom kørende i sin bil.
Pigen blev slynget op på bilens forrude, der blev knust. Hun blev i ambulance kørt til skadestuen, hvor det viste sig, at hun var sluppet fra det dramatiske uheld med overfladiske skrammer.