Pige misbrugt i kapel
En 55-årig tidligere korleder er blevet dømt for seksuelt misbrug af mindreårig elev.
Skyldig i talrige tilfælde af samleje og anden kønslig omgang med barn på under 15 år. Sådan lød begrundelsen i Retten i Skanderborg, da dommeren tirsdag sendte den forhenværende korleder, kirkesanger og musiklærer Kenny Jensen i fængsel i to et halvt år.
Manden blev kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, og han ankede øjeblikkeligt dommen til landsretten.
Den nu 55-årige mand fik også frakendt retten til at undervise personer under 18 år, og han må i det hele taget slet ikke have kontakt med mindreårige uden politiets tilladelse.
Han skal også betale den nu 26-årige kvinde en erstatning på 62.000 kroner. Misbruget fandt sted mellem 1991 og 1996 og begyndte, da pigen var 12 år og dengang var korelev hos den nu 55-årige mand.
Kvinden anmeldte sagen i 2004. Hun har forklaret, at overgrebene fandt sted alle mulige steder i omegnen af Skanderborg. Blandt andet på hans bopæl i Gram, i hans bil, på Stilling Skole og i kapellet ved Stilling Kirke.