Picnichytter plages af hærværk

Fem picnichytter i Hasle Bakker i det vestlige Århus plages af hærværk. Ti gange siden april har hærværksmænd vandaliseret hytterne.

Hytterne benyttes af skoleklasser, børnehaver og familier, som er på skovtur i det naturskønne område.

De drives af Den selvejende institution Hasle Bakker, som hovedsageligt består af frivillige kræfter. Men det kan måske snart være slut på grund af hærværket.

- Der er jo en grænse for frivilligheden, siger Bent Hviid, som er bestyrelsesformand i institutionen.

Han anslår, at institutionen har brugt mellem 40.000 og 50.000 kroner på at udbedre skaderne.

- Og de penge kunne jo være brugt på at lave aktiviteter i området, siger Bent Hviid til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse klokken 19.30.