Philip vinder guld
Klejnsmed fra Tilst er Danmarks bedste
Lørdag blev Danmarks bedste klejnsmed kåret ved DM i Skills, danmarksmesterskaberne i håndværk for lærlinge.
Guldet blev vundet af Aarhus Tech-eleven Phillip Thierry Laxholt, som til daglig er i lære hos Richard Thomsen A/S. Philip Thierry Laxholdt vandt foran fem konkurrenter, oplyser Industriens Uddannelser.
- Der var tæt kamp om titlen blandt de seks lærlinge, og der er ingen tvivl om, at niveauet var højt. Muligvis det højeste nogensinde ved DM i Skills, oplyser Industriens Uddannelser i en pressemeddelelse.
Den nykårede danmarksmester er stolt af sin titel:
- Det er vildt! De andre var supergode. Det er hårdt at være på i tre dage med fuld koncentration. Det er noget, jeg kan tage med mig videre i livet. Og så er det selvfølgelig et rygstød i den rigtige retning, og en anerkendelse af mine evner. Jeg er meget stolt, siger Phillip Laxholt til Industriens Uddannelser.
Status på fremtid og uddannelse
Phillip Thierry Laxholt bliver udlært til maj, men har endnu ikke lagt de store planer for fremtiden. Lige nu er han rigtig glad for sit fag, og han vil gerne blive endnu mere dygtig, oplyser arrangørerne. Flere end 29 fag har de seneste dage konkurreret for at finde landets bedste lærlinge i Gigantium i Aalborg.
Kilde: Industriens Uddannelser