PH-tyve i grundlovsforhør
Århus Politi fremstiller i formiddag to formodede PH-tyve i grundlovsforhør.
Århus Politi foretog i går eftermiddag endnu en anholdelse i sagen mod de formodede gerningmænd til en stribe indbrud i Århus-området. Det drejer sig om en 27-årig mand. Dermed er antallet af anholdte nu oppe på fem. To af de anholdte bliver i formiddag fremtillet i grundlovsforhør i Retten i Århus. Blandt dem er den 27-årige, der blev anholdt i går eftermiddag. Han bliver sigtet for flere indbrud.
TV 2 / Østjylland har nyt fra Retten i Århus i de regionale nyheder klokken 12.
Århus Politi mistænker banden for at stå bag ikke færre end 69 indbrud, hvor der er stjålet dyre PH-lamper. Foruden PH-lamperne fandt politiet også de kostbare Verner Panton-lamper, der i marts blev stjålet fra Silkeborg Rådhus. Desuden dukkede der også andre effekter som malerier, radio- og tv-apparater, mobiltelefoner samt forskellige former for EDB-udstyr op. Århus Politi regner med, at banden har stjålet effekter for mellem en og to millioner kroner. Indbruddene har både fundet sted i virksomheder og private hjem.
De formodede gerningsmænd blev anholdt i forbindelse med en storstilet razzia i går formiddag. Her ransagede politiet i alt 14 adresser i Århus-området.