Peter Tanev forudser lang og varm sommer
Der er flere ting der tyder på at sommeren kan blive varmere end normalt, mener meteorolog Peter Tanev fra TV 2 Vejret
Der er godt nyt til de sommerglade østjyder, der bare ikke kan få nok af sol og varme. Meget tyder nemlig på, at sommeren bliver varmere end normalt herhjemme.
Maj endte rekordvarm - og som den mest solrige måned i dansk vejrhistorie. Og også første tredjedel af juni var domineret af varmt højsommervejr.
Læs også
Siden da er der gået omtrent to uger med mere normalt dansk sommervejr, med regn i perioder, samt perioder med blæsende vejr.
Men nu begynder vejrsituationen igen at ændre karakter til en langt varmere vejrtype.
Højtryk og jetstrømmen sikrer os varmt og stabilt vejr
Mange kan måske huske fra geografitimerne i skolen, at Danmark befinder sig i vestenvindsbæltet.
Det hentyder til, at vi størstedelen af året får vejret fra vest, hvilket betyder milde vintre og somre, men med en del nedbør og perioder med blæst.
Læs også
Under normale omstændigheder vil der være højtryk over det sydlige Europa, mens lavtrykkene i en lind strøm bevæger sig ind over det nordlige Europa fra vest med ustadigt vejr til følge.
Har vi derimod den omvendte situation med højtryk over det nordlige Europa, så 'tvinges' lavtryksbanerne længere mod syd (og nord).
Det betyder, at vi de kommende dage får langt mere solrigt vejr, samt temperaturer der kan stige til mellem 25 og 28 graders varme, idet varm luft nok engang strømmer op over Danmark fra sydøst.
Ydermere hænger vejret, som vi oplever ved overfladen, tæt sammen med vindene i 6-12 kilometers højde - den såkaldte 'jetstrøm'.
Jo mere 'lige' den bevæger sig, jo mere normalt er vejret over Danmark med hyppige lavtrykspassager.
Slår jetstrømmen derimod store bølger, så øger det sandsynligheden for varmt vejr, hvis Danmark befinder sig under en bølgetop, mens andre områder kan få koldt vejr, hvis de befinder sig i en bølgedal.
Læs også
- Man kan sammenligne et stort højtryk med at placere en stor sten i en bæk. Vandet vil løbe udenom - på samme måde som lavtrykkene bevæger sig udenom højtrykket, lyder det fra Peter Tanev.
Danmark vil den næste periode befinde sig under en bølgetop med højtryk nær landet - og kigger man på langtidsprognoserne, er der en tendens til, at luftrykket fortsat vil være højere end normalt en stor del af sommeren.
Det øger sandsynligheden for varmt og tørt sommervejr.
SOMMERDAGE I JUNI 2018
- 1. juni: 28,4° (København)
- 2. juni: 29,8° (Isenvad)
- 3. juni: 29,6° (Tirstrup)
- 4. juni: 26,2° (Kastrup)
- 6. juni: 26,2° (Aars)
- 7. juni: 27,4° (Aars)
- 8. juni: 28,2° (Abed og Isenvad)
- 9. juni: 27,9° (Tirstrup)
- 10. juni: 27,2° (København)
- 20. juni: 25,1° (Kastrup og Roskilde)
En sommerdag er en dag, hvor temperaturen et eller flere steder i landet kommer over 25 grader.