Peter Graulund ude resten af sæsonen
AGF må undvære Peter Graulund resten af foråret. Århusianernes topscorer skal opereres på fredag.
10. mar 2010, kl. 12:22
Mere end 30 dage gammel
Han havde frygtet et karrierestop, men helt så slemt bliver det ikke for AGF's Peter Graulund.
Onsdag fik århusianernes topscorer besked om, at en diskusprolaps i nakken holder ham ude i de kommende tre måneder, og dermed er Peter Graulunds forårssæson slut.
Fredag skal Graulund opereres, men han er først og fremmest lettet over, at karrieren kan fortsætte efter sæsonen.
- Jeg var på forhånd informeret om, at situationen var alvorlig, og at en operation næsten var uundgåelig. Jeg frygtede lidt, at det var lig med karrierestop, men så galt er det heldigvis ikke, og derfor er jeg i dag også mest lettet, siger Peter Graulund til AGF's hjemmeside.