Peter Degn tvivlsom i østjysk fodbold-brag
Silkeborg IF-profilen scorede to mål i weekenden. Hans læg driller dog i en sådan grad, at han risikerer at gå glip af lokalopgøret mod AGF.
Den 32-årige midtbaneprofil blev dobbelt målscorer i søndagens udekamp mod HB Køge, men er altså tvivlsom i lokalopgøret mod AGF mandag aften.
Mens Peter Degn er tvivilsom, må Silkeborg-cheftræneren med sikkerhed undvære kantspilleren Martin Svensson, der døjer med en hofteskade.
- Det er Peters sædvanlige læg, der driller, så jeg er gået i gang med at overveje, hvad vi kan gøre, hvis både Martin Svensson og Peter Degn er ude, siger cheftræner i Silkeborg IF Troels Bech til mja.dk.
Panderynkerne er dog næppe meget mindre hos AGF-træner Erik Rasmussen. Århusianerne må formentlig undvære profilerne Jakob Poulsen, Benny Feilhaber og Peter Graulund.