Peter Degn bliver i Silkeborg IF - lidt endnu
Den 32-årige midtbanespiller skal igen spille i SAS Ligaen. Degn har forlænget sin kontrakt de østjyske oprykkere.
I løbet af foråret har Peter Degn ellers åbent givet udtryk for sine frustrationer over, at han ikke kunne blive enig med Silkeborg IF om en ny kontrakt.
Men nu er har de to parter fundet hinanden.
Peter Degn har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til nytår. Dermed er den 32-årige midtbanespiller med bopæl i Ebeltoft med i truppen, når Silkeborg IF efter sommerpausen indleder den nye sæson i SAS Ligaen.
- Peter har bevist sit værd gennem adskillige sæsoner og haft en stærk opblomstring i foråret, hvor bekymringen for hans tidligere skader blev overskygget af hans indsatser. Derfor glæder det os meget, at vi har fundet frem til at forlænge samarbejdet. Peter Degn har tidligere bevist sit SAS Liga-potentiale, og kan han holde sig skadesfri og i form, så vil han igen være en stor gevinst for Silkeborg IF, siger cheftræner Troels Bech til Silkeborg IF's officielle hjemmeside.
Peter Degn har foreløbig spillet 115 kampe og scoret 22 mål i den røde Silkeborg-trøje.