Peter Degn banede vejen for Silkeborg IF
Silkeborgenserne vandt 4-1 over Kolding og har dermed for alvor sat kurs mod den bedste række.
Midtbanespilleren Peter Degn scorede to mål for Silkeborg IF, som lørdag kom endnu et skridt nærmere oprykning til SAS Ligaen med en udebanesejr på 4-1 over Kolding FC.
Hjemmeholdet kom ellers bedste fra start og bragte sig foran efter få minutters spil. Men allerede ved pausen var kampen fuldstændig vendt. Her stod der i stedet 4-1 til Silkeborg, der dermed reelt havde fjernet enhver spænding om kampens udfald.
Der blev ikke scoret yderligere, og dermed endte opgøret med en komfortabel Silkeborg-sejr.
Med sejren ligger Silkeborg nu side om side med Herfølge i toppen af Viasat Divisionen.
Begge klubber har med 59 point på kontoen et forspring på fire point ned til den nærmeste forfølger, AB. Der resterer fire spillerunder.