Peter A.G.: En moderne festival
Optrådte med reggae på Northside
Peter A.G. Nielsen var i sit helt rette element, da han fredag optrådte på Northside Festival i Aarhus.
Gnags-forsangeren optrådte som solist i forbindelse med det såkaldte Donkey Roadshow. Roadshowet bestod foruden Peter A.G. af en hitparade af nye danske reggae-navne.
Det var første gang, den karismatiske Gnags-forsanger optrådte på Northside Festival. Før koncerten var han dog fuld af lovord om arrangementet i Ådalen i Aarhus.
- Det er en moderne festival. Musikken er et sprog, der udvikler sig. Selve det at leve en festival er også noget, der udvikler sig, siger Peter A.G. med henvisning til, at Northside lægger vægt på sund mad og økologi.
Northside adskiller sig fra andre musikfestivaler ved, at gæsterne ikke overnatter der. Alligevel mener Peter A.G., at Northside Festival ligesom andre festivaler kan give publikum en helt særlig oplevelse.
- Det er en fysisk oplevelse. Man kan stå og skulle tisse så meget, at man er ved at eksplodere samtidig med, at man er så tørstig, at man fylder sig.
- Det er det, rockfestivalen gør opmærksom på. Man er så støvet og så træt, når man kommer hjem, at man kan sove i en hel uge. Det er det fede ved det.
Se hele interviewet med Peter A.G. Nielsen i videoen øverst på siden.