Pesticider truer drikkevand i Syddjurs: Fundet på tre vandværker

Stoffet desphenyl-chloridazon er fundet på tre vandværker i Syddjurs Kommune. I ét af tilfældene var indholdet af stoffet over grænseværdien

Der er fundet pesticider i vandet på tre forskellige vandværker i Syddjurs Kommune.

Der er fundet pesticider i vandet på tre forskellige vandværker i Syddjurs Kommune. 

Det viser et svar fra kommunens Natur- og Miljøchef, Morten Hundahl, som byrådspolitiker Kim Lykke Jensen (SF) har modtaget. 

Det er stoffet desphenyl-chloridazon, som er fundet i tre tilfælde. I ét af tilfældene var indholdet af stoffet over den såkaldte grænseværdi. 

Læs også Ung mand afgået ved døden efter brand i lejlighed

- Jeg bad om, at der blev udarbejdet en redegørelse, og det viste sig, at der desværre var noget af komme efter, siger Kim Lykke Jensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Kim Lykke Jensen så gerne, at der i Syddjurs Kommune blev lavet sprøjtefrizoner for at forhindre forurering af drikkevandet. Men det taler borgmester Claus Wistoft (V) ikke for. 

- Opgaven ligger hos vandværkerne, der blandt andet har mulighed for at fortynde vandet. Vi kan heller ikke som kommune pålægge landbruget, at de ikke må sprøjte, siger borgmesteren, der desuden oplyser, at han ikke var bekendt med pesticidfundet, før Kim Lykke Jensen stillede spørgsmål til det. 

Stoffet blev først fundet på Fyn

De tre vandværker med pesticidfund er Asgilhøje Vandværk, Skødshoved Vandværk og Ebdrup Vandværk. Grænseværdien var overskredet hos sidstnævnte. 

Det uhyggelige i den her sag er jo, at det er stoffer, som er forbudt i dag, men som er brugt massivt tidligere.

Kim Lykke Jensen (SF), byrådsmedlem

I år har flere vandværker i kommunen fået analyseret deres vand for indhold af Chloridazon og nedbrydningsprodukter.

Det sker, efter stoffet blev fundet ved et tilfælde ved nogle boringer på Fyn, hvilket skabte heftig debat.

Og nu er resultaterne altså begyndt at titte frem. 

- Jeg kan godt frygte, at de her fund kun er de første af mange, siger Kim Lykke Jensen og henviser til, at det formentlig ikke er alle prøvesvar, der er kommet endnu.

Læs også Arriva aflyser alle lyntog mellem Aarhus og Herning

Stoffet Chloridazon blev tidligere brugt i forbindelse med dyrkning af roer. På Djursland blev der tidligere dyrket mange sukkerroer, fortæller byrådsmedlemmet.  

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er fortidens synder. Mit indtryk er, at de sprøjtemidler, man bruger i dag, ikke har de her konsekvenser, siger Claus Wistoft. 

Spor af andre pesticider tidligere

Natur- og Miljø i Syddjurs Kommune oplyser desuden, at der indenfor de seneste ti år er konstateret spor af pesticider og nedbrydningsprodukter på en række andre vandværker.

Det drejer sig blandt andre om Dejret Vandværk, Helgenæsvand, Knebel Vandværk, Balle Vandværk, Vrinners Vandværk, Nødager Vandværk og Kejlstrup Vandværk. De sidste to er nedlagt og fusioneret med andre vandforsyninger. 

Derudover var der ved den seneste analyserunde af private vandboringer eller brønde seks ejendomme, som frivilligt fik analyseret drikkevandet for indhold af pesticider. Der blev konstateret pesticider i to af prøverne.