Persson på tavlen for AGF
Tirsdagens 2. divisionskamp mod OB bød på comeback til Olof Persson og goddag til amerikaneren Feilhaber.
Tirsdag aften spillede AGF's 2. hold kamp mod OB's ditto.
Kampen bød på debut til nyindkøbet amerikaneren Benny Feilhaber og comeback til svenskeren Olof Persson. Persson har været længe hos de hvide men på grund af mange skader, har han endnu sin første kamp for AGF's superligamandskab til gode.
Men kampen mod OB er måske et skridt i den rigtige retning for Persson.
- Vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor vi får lagt et godt pres på dem. Efter pausen kommer OB bedre med, men vi er uheldige med ikke at lukke kampen. Vi har jo to kæmpe chancer, som vi skal udnytte, lyder vurderingen fra svenskeren til AGF's hjemmeside.
Selv om Olof Persson er forsvarsspiller, scorede han et enkelt mål i kampen, der endte 2-2.
Angrebstalentet Dennis Høegh scorede det andet mål for AGF.