Personbil er stødt sammen med letbanen

En personbil og letbanen er kørt sammen i Aarhus Nord

00:18

En bil er stødt ind i Letbanen i Aarhus Nord.

Klokken 15.14 får Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil er stødt sammen med letbanen.

Læs også Bil kørte ind på skinner: Blev ramt af letbanetog

Politiet er til stede med en patrulje og en indsatsleder.

- Jeg tror ikke, der er de store problemer deroppe, de har i hvert fald ikke haft brug for at konferere med mig, siger Peter Hunniche, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

Aarhus Letbane indstillede kortvarigt driften på strækningen i Aarhus, men har nu genoptaget kørslen.

Ambulancefolkene er til stede ved Stockholmsgade i Aarhus Nord.

- Vi undersøger stedet, og så skal vi evaluere sammen med politiet, hvad der er sket, siger Helle Sjørslev fra Aarhus Letbane.

Der var ingen personskade blandt hverken togchauffør eller passagerer.

Personbilen her er blevet påkørt af letbanen.

- Der er små skader på fronten af toget, så det tager vi ud af drift nu, og så skal det repareres. Men det kommer til at køre igen, siger Helle Sjørslev til TV2 ØSTJYLLAND.

Uheldet giver småforsinkelser, som Aarhus Letbane arbejder på at rette op.

På vejene mærker man ikke noget til uheldet.

- Der er ingen trafikale problemer, måske også på grund af efterårsferien, som gør at der ikke er så meget trafik, siger Peter Hunniche til TV2 ØSTJYLLAND.